At kende fakta og tal fra Tysklands nationalsocialistiske fortid er én ting, og det er selvfølgelig en daglig opgave for mange historielærere i landet. At gøre denne periode forståelig for eleverne, at fylde historien med liv, mennesker og ansigter, er en helt anden og endnu vigtigere udfordring, for kun denne erkendelse hjælper dem med at drage konklusioner fra historien til deres egne handlinger i nutiden og fremtiden.
Som en del af de årlige "Skole uden racisme"-projektdage så en workshop fra niende årgang på Werner-von-Siemens-Gymnasium, ledet af historielærerne Jens Lücke og Ines Springer, derfor på de nationalsocialistiske forbrydelser begået lige uden for deres egen dør i Gronau, Epe og nabolandene Holland.
Tirsdag var der et særligt møde på programmet for workshopdeltagerne: Bert Woudstra, født i Enschede i 1932, der som jøde måtte opleve nationalsocialismens rædsler i den hollandske undergrund og var i stand til at overleve, var gæst i klasseværelset og stod til rådighed for eleverne til en meget personlig og livlig diskussion i over to timer. Emnerne i det katalog af spørgsmål, som eleverne havde forberedt på forhånd, spændte fra Woudstras ubekymrede barndom før Anden Verdenskrig til hans nuværende syn på verdens tilstand.
For den dengang otteårige dreng blev året 1940, hvor det nationalsocialistiske Tyskland besatte Holland og også her førte en umenneskelig politik med marginalisering, forfølgelse og i sidste ende mord på de europæiske jøder, begyndelsen på en fem år lang odyssé i skjul, som han beskrev i imponerende detaljer. Han gemte sig på i alt 12 forskellige skjulesteder indtil 1945, adskilt fra sin mor, kun med en bog og en bamse i bagagen, ofte i frygt for døden, flere gange på randen af at blive forrådt eller opdaget. Han beskrev logisk nok befrielsen i april 1945 som det lykkeligste øjeblik i sit liv, som hurtigt blev overskygget af den bratte erkendelse af de mange myrdede slægtninge i det grusomme udryddelsesmaskineri i Auschwitz og andre koncentrations- og udryddelseslejre. I lyset af denne rædsel var de unge mennesker og lærerne især imponerede over den næsten 92-åriges meget muntre og positive holdning. "Hver morgen ser jeg på mig selv og siger: 'Du er her stadig'. Det er et stort held," kommenterede han på en elevs spørgsmål om, hvordan han håndterer fortiden. Med et smil efterkom han workshopdeltagernes ønske om at optage interviewet og bevare det som en podcast, for "vi tidsvidner er langsomt ved at dø ud." At bevare historien, f.eks. gennem dette podcast-projekt, var en særlig bekymring for ham, sagde han, netop fordi han var bekymret for udviklingen i verden. Han sluttede dog håbefuldt af med en appel til de unge: "99% af alle mennesker er gode. Bevar det gode i jer selv." (Spr)
